Vi har en tradition her i familien. Den første lørdag i november inviterer vi vores forældre og alle vores brødre og søstre med deres børn og ægtefæller til noget, vi kalder haremiddag.
Det er en tradition, vi har haft i min familie i mange generationer. Middagen sigter på at servere hare til de voksne og forloren hare til dem, som ikke kan lide haresteg. Den sigter også på at give alle en mulighed for at udveksle ønskesedler. Julen står jo lige for døren. Og vi er midt i sæsonen for harejagt!

Det er obligatorisk, at alle, som kommer, har deres egne hjemmesko med, fordi, når middagen er færdig, så står den på råhygge, hvor vi håndskriver vores ønskesedler. Ingen må gå hjem, før de hver især har en ønskeseddel fra alle.

Det kræver nogle timer og en del papir og blyanter. Så hyggetiden trækker ud, så for at undgå, at nogen skal begynde at føle sig trætte af høje hæle eller stramme sko, så har vi sat den med hjemmeskoen på dagsordenen.
Det er ret sjovt at se den samling hjemmesko, det bliver til. Lige så sjovt er det at se skosamlingen, når alle har skiftet.

Vi holdt haremiddag i lørdags. Det blev sent. Flere glemte at tage deres hjemmesko med hjem, så jeg regner med at få besked på at komme med dem i løbet af de kommende få dage.
Da jeg pakkede dem i poser, lagde jeg mærke til, at mange af drengenes og mændenes hjemmesko var rigtigt godt slidte. Og jeg så ikke én eneste ønskeseddel fra en dreng eller mand i familien, hvorpå der stod hjemmesko. Det fortæller mig, at jeg sikkert skal være hende den kedelige overfor mine brødre. Jeg ved, hvad de skal have i julegave. Jeg skal ud og kigge efter hjemmesko til mænd i næste uge. Og jeg ved, hvor jeg skal købe dem: Hos Shepherd hjemmesko!